Nordisk Förening för Kärlkirurgisk Omvårdnad/Sygepleie

Af Margit Roed, formand for foreningen fra 1994 til 1999

Nordisk forening for karkirurgisk sygepleje blev stiftet af tre sygeplejersker der i 1988 tog kontakt til hinanden for at danne en forening. Initiativtager var Valborg Sund fra Trondheim i Norge. Øvrige to var Marie Strömbäck fra Malmö i Sverige og Susanne Aagaard fra København i Danmark.
Med stort engagement planlagde de tre foreningens første generalforsamling i Malmö i 1989. I foreningens først år var det hårdt og aldeles ulønnet arbejde for de tre bestyrelsesmedlemmer. Møderne blev afholdt privat uden økonomisk støtte af nogen art. Efter den stiftende generalforsamling i Malmö begyndte de første firmaer at vise interesse for foreningen og det lykkedes efterhånden sammen med en lille medlemsindtægt , at skabe et økonomisk fundament for en forening, selvom overskuddet var meget beskedent.

Det var vigtigt for de tre stiftere at få kontakt med alle der arbejdede med karkirurgisk sygepleje og ikke kun sygeplejersker, så det særlige ved foreningen er, at alle faggrupper/yrkesgrupper som er godkendt af de respektive landes helsedirektorat/socialstyrelse/sundhedsstyrelse og som arbejder med karkirurgiske patienter, kan være medlemmer. Dog er det kun sygeplejersker som kan være medlem af bestyrelsen.
En anden vigtig ting har gennem alle årene været at alle skulle have mulighed for at komme til orde. Derfor blev det besluttet, at foredrag og kommunikation i det hele taget skal foregå på eget sprog. Det har selvfølgelig betydet en del sprogproblemer, men hvis det hele skulle foregå på engelsk ville det udelukke mange fra at tale og skrive.

Et formål for foreningen har altid været at formidle nye tiltag, problemer, daglige rutiner og procedure fra den hverdag vi alle er en del af. At skabe en forening, hvor alle respekterer hinandens faglighed og påskønner, at nogen vil dele deres viden og erfaring med os andre og være med til at skabe debat om sygeplejen. Mange har gjort et stort arbejde ud af at forberede sig til et indlæg på et seminar og endnu flere har fået meget med sig hjem.

P.g.a. sprogproblemer og de trods alt forskellige vilkår i de tre lande, har det ind imellem været på tale at stifte nationale foreninger. Sidst har det været drøftet i Danmark, men initiativet er endnu ikke taget. Meningerne er delte, men de fleste er enige om at den nordiske forening skal bevares, da vi har utroligt meget ud af at udveksle erfaringer på tværs af landegrænserne og ikke at forglemme, så er det meget hyggeligt og rart møde kendte som nye medlemmer engang om året.
Vi har i flere år forsøgt at få medlemmer i Finland og på Island, hvor der er karkirurgiske afdelinger. Fra Finland har der i de første år været enkelte med, men her slår sprogproblemerne rigtigt igennem, ligesom det er bekosteligt for sygeplejersker i Finland og på Island at rejse. Mulighederne er der stadig.

1989 Var året hvor den stiftende generalforsamling fandt sted i Malmö. Valborg Sund blev formand/leder af foreningen, Marie Strömbäck kasserer og Susanne Aagaard sekretær. Vedtægterne blev nedskrevet og et stort arbejde for at udbrede kendskabet til foreningen startede.
I 1990 blev seminar og årsmøde afholdt i Trondheim. Da pengene var små og vi afholdt seminarerne på sygehusene, har vi været afhængige af at være lokalkendte og derfor stort set altid afholdt seminar og årsmøde på et sygehus, hvor en af medlemmerne af bestyrelsen arbejder.

I 1991 igen i Malmö. Her blev det besluttet på årsmødet at der skulle være to i bestyrelsen fra hvert land og Oddny Bøe fra Trondheim i Norge og Susanne Eshøj fra Odense i Danmark blev valgt ind. Det blev samtidig bestemt at hvert land skulle have egen kasserer, da det er uøkonomisk og upraktisk at flytte valuta fra et land til et andet.
I 1992 blev Kristina Andersson (senere Lindelöw) fra Stockholm valgt ind. Seminar og årsmøde blev afholdt på Rigshospitalet i København.
I 1993 gik Susanne Aagaard ud af bestyrelsen og blev erstattet af Margit Roed fra Gentofte i Danmark. På årsmødet i Trondheim det år blev det besluttet at der skulle være 7 medlemmer i bestyrelsen, da formanden således kunne vælges direkte af medlemmerne uafhængigt af, hvem der ellers var på valg i bestyrelsen. Derfor blev Gerd Vierdal valgt ind som tredje medlem fra Norge. Vi har hele tiden tilstræbt at formandsposten går på skift mellem de forskellige lande og at der ikke skiftes flere medlemmer i bestyrelsen samtidigt. Det blev også vedtaget at foreningen skulle have et blad, som siden er udkommet to gange om året med bestyrelsen som redaktion. Ansvaret for og udgivelsen af bladet går på skift mellem landene hvert andet år. Der var inden seminaret en konkurrence om design af et logo for foreningen. Beslutningen faldt på et forslag fra Trondheim, som dog i 1999 bliver erstattet af et nyt.

I 1994 forlod Valborg Sund og Marie Strömbäck bestyrelsen og Margit Roed fra Danmark blev valgt som formand/leder. Fra Sverige kom Gunilla Landin ind i bestyrelsen og som tredje medlem fra Danmark, som nu havde formandskabet, kom Ib Reippurt ind. Seminar og årsmøde blev afholdt på Karolinska Sjukhuset i Stockholm.Det blev besluttet fremover at honorere bedste artikel i bladet med 2.000 kr. Som betingelse er stillet, at artiklen skal være skrevet til bladet af en person, der er utdannet til at varetage plejen af patienterne. I 1995 besluttede Ib Reippurt efter kun et år at forlade bestyrelsen. Det blev besluttet ved årsmødet i Odense det år, at arbejde videre med en bestyrelse med 6 medlemmer, da der knapt er arbejde til 7 bestyrelsesmedlemmer og det gør rejseaktivitet i forbindelse med de 3 årlige møder meget dyrere. Vi har i gennem årene gjort meget for at bestyrelsesmedlemmerne var fra forskellige byer eller dele af landet, men det har ikke altid været lige let at finde kandidater, hvilket har betydet at det er de steder der i forvejen har haft kendskab til bestyrelsesarbejdet, hvor der er kommet nye medlemmer fra igen.

I 1996 var Stavanger i Norge rammen om seminar og årsmøde og for første gang henlagt til lokaler uden for et sygehus nemlig på Alstor Hotel. Vi planlagde for første gang Workshops en eftermiddag, da der var et stort ønske om at have mere tid til at udveksle erfaringer. Formen var en succes og vi er fortsat med noget lignende de følgende år. Kristine Lindelöw og Susanne Eshøj forlod bestyrelsen og i stedet kom Malene Jakobsen (senere Jensen) fra Aalborg og Sissi Blomqvist fra Uppsala ind.

I 1997 på seminar og årsmøde i Uppsala forlod Oddny Bøe bestyrelsen og Jenny Kristin Aasland kom ind. Begge fra Trondheim.
I 1998 blev foreningens 10. seminar og årsmøde afholdt på Gentofte sygehus ved København. Gerd Vierdal og Gunilla Landin gik ud af bestyrelsen og Janeth Länsisalmi fra Haukeland i Norge og Maria Magnsbacka fra Uppsala i Sverige blev valgt ind. Det blev vedtaget at flytte det årlige seminar fra september til april måned, da mange andre kongresser og kurser traditionelt ligger om efteråret/høsten og det derfor er et problem at skaffe penge og komme af sted fra afdelingerne.

I 1999 var vi derfor allerede samlet igen i april måned i Trondheim. Margit Roed forlod posten som formand og dermed bestyrelsen og blev erstattet af Lisbeth Jeppesen ligeledes fra Gentofte i Danmark. Sissi Blomqwist fra Uppsala gik ud og Christine Wan-Hansen fra Malmö blev valgt ind.
Bestyrelsen arbejder bl.a. med at oprette en internetadresse og med at færdiggøre det ny logo. I år 2000 mødes vi i Malmö den 28 og 29 april.

Medlemstallet er steget støt og hvert land svinger mellem 75 og 150 medlemmer. Strukturen er forskellig i de tre lande, hvor de karkirurgiske patienter nogen steder er indlagt på kirurgiske afdelinger med flere specialer og andre steder på selvstændige karkirurgiske afdelinger. Det gør, at det ikke alle steder er lige naturligt at være medlem af en karkirurgisk forening. Interessen for både bestyrelsens og foreningens arbejde med den karkirurgiske sygepleje er stigende. En del har været med i mange år og nyder at mødes for at udveksle erfaringer og hygge sig med gamle bekendte, og nye medlemmer kommer hele tiden til. Firmaerne har i alle årene været en del foreningens liv ved at støtte op om seminaret, udstille deres produkter og yde økonomisk tilskud til rejser.
Det sygeplejefaglige indhold og niveau er øget i takt med udviklingen og hvor vi i starten var meget afhængige af lægers foredrag om behandling, stiller mange sygeplejersker nu op med egne projekter og udviklingsarbejder. Vi har fundet en god balance mellem foredrag af læger, sygeplejeforskning udviklingsarbejde, procedure og problemstillinger fra vores hverdag. Alle områder er lige vigtige og frem for alt, har det været meget betydningsfuldt at seminar og blad er et forum, som er rummeligt nok til, at alle kan og tør komme til orde uanset erfaring.